Blogindlæg fra KatherineSara

Blog – Parforholdet

Parforholdet

At leve sammen med et andet menneske kræver en indsats – af begge parter. Når to mennesker mødes, er det to forskellige oplevelser af virkeligheden, der repræsenteres. Vi har hver vores egen historie, vores egen baggrund, vores egen personlighed, vores egne erfaringer og vore egne præferencer.

Samtidig er der også noget vi har til fælles. Det er det, der kan være med til at forstærke følelsen af samhørighed med den anden. De ting vi har til fælles, kan være mere eller mindre tydelige for os og vore omgivelser.

I forelskelsesfasen, ser vi mange aspekter af tilværelsen med de samme briller, og nyder denne følelse af at blive set, mødt og rummet af et andet menneske – en følelse vi får, fordi vi hele tiden bekræfter hinanden i det vi kender fra os selv. Vi spejler os i vores partner, og elsker det vi ser!

Når forelskelsens lys fortager sig, står vi tilbage med et andet menneske som vi nu får mulighed for at lære at kende som den person han eller hun også er.

Vi begynder at se træk ved vores partner, som vi ikke tidligere bemærkede.

At leve sammen med et andet menneske, kan nogle gange være hårdt arbejde. Vi kan måske opleve følelser af ensomhed og forladthed, og at det gør ekstra ondt fordi vi netop har disse følelser i samværet med en anden person. Vi kan føle os forkerte i vores partners øjne, og mærke en stærk tvivl på os selv, fordi vi ikke længere føler os mødt som den vi er, men med krav og forventninger. I vores forsøg på at beskytte og forsvare os selv, får vi givet igen ved at finde fejl hos vores partner, og gjort ham/hende forkert – og hermed starter den negative spiral, som det kan kræve en særlig indsats at ophæve igen.

Lyder dette bekendt? Skriv meget gerne til mig, og fortæl om dine egne erfaringer!

Kærligst KatherineSara